Man skal ikke længere passe sit arbejde!
“Jeg skal hjem og passe tvillingerne”. Sådan sagde jeg i dag, da jeg måtte gå tidligt fra et møde på arbejdet. (Vi har en god Work-Life-Balance politik i vores firma).
En kvindelig kollega gjorde mig opmærksom på at det er typisk for os mænd at sige om vore egne børn at vi skal hjem og passe dem. Sådan siger hendes mand også, men sådan ville hun aldrig selv sige. Iføgle hende passer man andre folks børn – men ikke sine egne.
Samtalen fik mig til at tænke på dette ‘at passe noget’ som indeholdende en vis distance. Det man passer involvere man sig ikke helt i, men bevare en vis distance og bliver aldrig helt opslugt af det.
Jeg har i mit forskningsprojekt om selvledelse gået og tænkt på om man kan sige, at vi ikke længere skal passe vort arbejde, men derimod brænde for det. Der er simpelthen kommet et nyt ideal over os, med et krav om en særlig intensitet i tilværelsen, og dette ideal smitter af til arbejdslivet. I forhold til dette krav er det ikke længere tilstrækkeligt at passe sit arbejde. Pasningen, hvor loyal og pligtopfyldende den ellers kan være, kan aldrig leve op til det ambitionsniveau, der gemmer sig i det nye ideal.
Omvendt er det også det nye ideal der gør os stressede, modløse og måske smådeprimerede, for idealer har jo den egenskab, at de for at kunne virke fremaddrivende, må fortælle os at det vi har og kan nu ikke er godt nok.
Som en har sagt, så handler det om at være tilfreds med at være utilfreds.