Eksistens

Når den gamle og klippefaste grænse mellem arbejdsliv og fritidsliv opløses, mister vi et vigtigt værktøj til håndteringen af livets balance mellem ‘at være’ og ‘at gøre’. Dels risikere arbejdslivet at blive ramt af en eller anden form for ineffektivitet ud fra ‘det skal første og fremmest være sjovt for mig selv’ ideologi, og dels risikere fritidslivet at bliver at blive løbet over ende af indre udviklings- og ‘produktionskrav’.

I følge den amerikanske sociolog Arlie Hochschild i ‘The Time Bind’ (1997) er familielivet ved at blive tayloriseret dvs. organiseret efter effektiviseringsprincipper. Livet er simpelthen ved at organisere sig efter arbejdslivet. Dette er måske meget godt for væksten og arbejdslivet, men spørgsmålet er om ikke vi risikere at miste noget meget væsenligt ved livet i processen.

Det mener filosoffen Finn Janning, der i bogen ‘Kunsten at arbejde’ (2008) bla. skriver: “Sætter vi arbejdet som det, alt andet i livet centrerer om, ender vi hurtigt på rastepladsen. Livet parkeres eller går simpelthen i tomgang. Skønt sine mange udfordrende og berigende elementer, er arbejde ofte med til at udskyde eller hæmme livet.” (s.25)

Er arbejdslivet gået hen og blevet et fristed fra det tayloriserede fritidsliv som vi ikke magter? Ifølge Hochschild er det netop tilfældet. Vi er begyndt at opfatte arbejdspladsen “som et fristed, langt væk fra ulvetimer, indkøb, madpakker og et forsømt sexliv.”(Janning s.25)

Der er tilsyneladende nogle nye paradokser i det moderne arbejdsliv.

Jeg tror det var i bogen ‘4-timers arbejdsuge’ at jeg stødte på en beskrivelse af arbejdslivet som en pause fra fritidslivet. Nogle gange er det godt at få tingene vendt rundt på hovedet.

I bilen på vej til arbejde slog det mig, at jeg kører på arbejde for at få energi til mit liv i øvrigt. Det slog mig at arbejdslivet og især arbejdslivet i (high) performancekulturen jo er underlagt samme dynamik fx idræt- og sportspræstationer, nemlig at den intense energikonsumering netop har en energiproducerende effekt. Jeg får altså energi af at bruge energi. Det er der jo egentlig ikke noget nyt i, alligevel tænker vi tit at arbejdslivet er noget der tar energien fra os. Det er rigtigt – men netop fordi det er rigtigt, er det også forkert!

Når jeg selv tænker tilbage på gode og dårlige dage, er det jo netop dage, hvor jeg har haft en højere performance, at jeg er kommet hjem med mest energi.

Når jeg tænker videre, er det jo egentlig denne dynamik der intentionelt ligger i den kristne kaldstanke: det generere en nådesoplevelse at underlægge sig kaldet! Samme dynamik genfindes også i Csikszentimihalyi’s flowteori og i Ruut Venhooven’s lykkeforskning.