Ingen skade! Intet problem! Det er faktisk et ret enkelt og iøvrigt meget stærkt princip!

Det er ikke tristheden der gør mig glad, jeg er ikke humør-masochist! Men jeg tænker altid, når jeg ser øv-looket, at det er så trist, og at sådan vil jeg ikke være. Derefter smiler jeg til mig selv, og så bliver jeg glad.

Så tak til de sure. Bliv endelig ved med det!

Frank Kafka (1883-1924)

Dette er at møde verden med et helt andet blik end det konstuktionistiske. Dette er umiddelbart. Dette er fænomenologisk. Dette er eksistentielt. Dette er livet.

Entreprenørmaskinerne er igang med nedrivningen af Thyborøn Kirke. Det er tiltrængte billeder. Jeg skal ikke tage stilling til den lokale situation, men det er kommet der til, hvor jeg synes det er sundt med sådanne billeder. Lad os se flere af dem.

For kirke må aldrig blive identificeret med en bygning. Kirke burde istedet være et verbum. Det er en bevægelse.

Jeg vil tro, der sidder folk i Danmark, som tror at kirken ikke kan rives ned. Men det kan det. Og det skal den ind i mellem. Tag et bræk-middel – sagde Søren Kierkegaard. – Der er simpelthen alt for mange kirker i DK. En voldsom kvantitativ manifestation koster altid på kvaliteten.

Se det på film: http://www.tvmidtvest.dk/indhold/thyboroen-kirke-jaevnes-med-jorden

Månedens bog er denne gang har den fantastiske titel: ‘Lykkelig uden grund. 7 trin til at blive lykkelig indefra’. Hvis man er et menneske ligesom mig, der af og til bliver ulykkelige udefra, ja så er det jo en meget tillokkende bog. Min hensigt er dog ikke at købe den, fordi jeg tror at jeg allerede har gennemskuet den.

Der er dog en sætning som jeg særligt vil fremhæve angiveligt af den engelske digter John Milton: “Sindet er sit eget sted og kan i sig selv gøre en himmel ud af helvede og et helvede ud af himlen.” Det er jo fantastisk formuleret. Hvorofte gør vi netop ikke et helvede ud af den himmel vi befinder os i. Så mange morgener med så mange muligheder ender alligevel så trummerum-agtige. Hvad er det egentlig vi har gang i? Hvad er det der er så vigtigt at vi sætter alt det smukke i livet på stand-by? Mennesket er vitterligt et underligt væsen. Måske skulle vi starte hver dag med at synge Jakob Knudsens: Se nu stiger solen.

En af bogens 7 lykkevaner lyder: ‘Tro ikke på alt, hvad du tænker.’ Ramt! 1-0 til lykkebogen! Waw.

Men. Og så kommer den kristelige refleksion op i mig. Lykke uden grund. Hmm. Præsten i mig kan ikke lade vær med at spørge: Hvis man kan være lykkelig uden grund, er der så overhovedet grund til at være lykkelig? Handler lykke ikke netop om at vi skal være duelige til at engagerer os i livet? Og opstår der ikke let en livsdistance når vi dyrker lykken uden grund. Altså en lykke der kun er kognitivt bestemt. Jakob Knudsen har fat i en lidt anderledes pointe:

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Altså: ikke en lykke på trods af. Men netop på grund af! Dette er den kristne inkarnationsfortællings lykkeopskrift. At stå med alt det mulige, midt i alt det timelige.

esse non videri, (lat. ‘at være, ikke at synes’), Citatet udtrykker en gammel tanke om skellet mellem det ægte og det overfladiske.

Den romerske historiker Sallust siger i Catilina 54.6, ca. 40 f.Kr. om Cato d.y.: esse quam videri bonus malebat ‘han ville hellere være end synes at være en hæderlig person’.

Frederik den Store af Preussen havde esse non videri som sit valgsprog.

Tanken har ligeledes været central for Tycho Brahe, der på sit portræt har skrevet: non haberi sed esse ‘ikke antages for at være noget, men at være det’. Tycho Brahe brugte også varianten esse potius qvam haberi ‘hellere være end antages for at være’. Han udtrykte endvidere tanken med et helt andet billede: medullas non cortices ‘marv, ej bark’.

Kristeligt Dagblads forlag udkom i går med en tilsyneladende rigtig god bog af historiker Henrik Jensen om dannelse, pligt og ordentlighed. Jeg har allerede købt den og glæder mig til at læse i den.

Forsidebilledet er dog i den grad lig Thomas Blachman’s bog ’Det kolossale menneske’ som udkom sidste år på Politikkens forlag. Er Jensens bog et svar på Blachmans eller hvad? Kan ikke umiddelbart finde nogle referencer i bogen. Det kan simpelthen ikke være tale om en tilfældighed, Og hvad siger Blachman?

En kvindelig kollega gjorde mig opmærksom på at det er typisk for os mænd at sige om vore egne børn at vi skal hjem og passe dem. Sådan siger hendes mand også, men sådan ville hun aldrig selv sige. Iføgle hende passer man andre folks børn – men ikke sine egne.

Samtalen fik mig til at tænke på dette ‘at passe noget’ som indeholdende en vis distance. Det man passer involvere man sig ikke helt i, men bevare en vis distance og bliver aldrig helt opslugt af det.

Jeg har i mit forskningsprojekt om selvledelse gået og tænkt på om man kan sige, at vi ikke længere skal passe vort arbejde, men derimod brænde for det. Der er simpelthen kommet et nyt ideal over os, med et krav om en særlig intensitet i tilværelsen, og dette ideal smitter af til arbejdslivet. I forhold til dette krav er det ikke længere tilstrækkeligt at passe sit arbejde. Pasningen, hvor loyal og pligtopfyldende den ellers kan være, kan aldrig leve op til det ambitionsniveau, der gemmer sig i det nye ideal.

Omvendt er det også det nye ideal der gør os stressede, modløse og måske smådeprimerede, for idealer har jo den egenskab, at de for at kunne virke fremaddrivende, må fortælle os at det vi har og kan nu ikke er godt nok.

Som en har sagt, så handler det om at være tilfreds med at være utilfreds.