Jeg er for nylig hjemvendt fra en international konference i ledelse- og organisationsteori, og føler i den grad mig bestyrket i teologiens anvendelighed og overskud i forhold til de problematikker som managementforskningen beskæftiger sig med.

Starter man med at kigge på ‘downstream’-forskningen – som er den mere anvendelsesorienterede forskning – oplever man en enorm metodefokuserethed. ‘Sandheden’ synes at ligge i metoden, og den rette anvendelse af denne. De teorier der er i omløb her, såsom den anerkendende metode, værdibaseret ledelse, Teori-U m.fl. kan simpelthen ikke fange eller begejstre mig. Jeg tror det er fordi jeg er teolog.

Længere ‘upstream’ støder man ind i de mere teoretiske ledelsesteorier som aktør-netværk teori, HRM og agency theory som heller ikke synes at kunne tilfredsstille mig.

Endnu længere upstream møder man deciderede videnskaber som psykologi og sociologi. Nu har jeg ikke studeret disse videnskaber indgående – så jeg er nok ikke helt kvalificeret til at udtale mig, men heller ikke her føler jeg nogen større begejstring. Jeg har forsøgt at sætte mig lidt ind i samfundsvidenskabernes metakonstruktioner, har læst lidt Weber, Foucault, Deleuze, Baumann, Luhmann m.fl. og har sat mig lidt ind i paradigmerne: kritisk teori, diskursanalyse, den socialkonstruktivistiske metode og flere. Til trods for at jeg har stor respekt for mange af disse tænkere og teorier, føler jeg stadig at de på en måde kommer til kort i forhold til teologiens tilværelses- og menneskeforståelse. De er i bund og grund empiriske videnskaber. De taler deskriptivt, men ikke præskriptivt.

Længere upstream støder vi ind i filosofien. Og nu begynder det at ligne noget. En af filosofiens helt store fyrster er Martin Heidegger, som installerer et værensbegreb, der tilsyneladende kan løse meget af den dehumanisme og afstand til væren, som det moderne menneske er blevet indfanget i. – Der er dog et særdeles væsentligt problem med Heidegger, nemlig at hans værensbegreb er etik-løst, hvorfor han i en periode blev nazist. Man kan sige: det er lige meget hvad du gør, bare du gør det godt – dvs i væren. Men dette må en teolog opponere imod. Ganske vist frigør Heidegger os fra metode-slaveriet, men væren alene kan ikke gøre det. Der skal noget andet og bedre ind i stedet for metoderne.

Tilbage har vi teologien. Den besidder et overskud. Den anerkender virkeligheden som den er, men tillægger en imperativisk eller præskriptiv tilværelsesforståelse. Hvis Heidegger og filosofien primært er ‘ontologisk’ er teologien primært ‘epistemologisk’. Teologien er simpelthen en teori om livet. Dens forskningsgenstand er ikke en abstraktion af tilværelsen (som videnskaberne), men handler om menneskets helt grundlæggende livserfaringer. Dette har Søren Kierkegaard bl.a. skrevet en hel del om. Selvet hos Kierkegaard er iøvrigt temaet for den næste konference jeg skal til.

Det handler slet ikke om at sætte mennesket frit, men at binde det ret. – Nå ja – dette anerkendes også af filosofien og også videnskaberne, men hvorfor ikke gå til den tilværelsestydning, der par excellence udfolder denne tanke, nemlig teologien. Filosofien må simpelthen overvinde sin religionsforskrækkelsen.

Når den dag kommer er der inspiration at hente her: http://twistedsifter.com/2010/05/funny-creative-bp-logos-competition

Erik Clausen

Glimmrende debatindlæg af sognepræst Jocob Køhn Andernsen i dagens KD om teologiens komplekser. Du sætter fingeren lige på det ømme punkt. Tak.

Hvis teologien kun kan fungere i udhuset, hvis det kun virker i privatsfæren, hvis det kun er noget vi kan tale om om søndagen og kun i et rum der er stærtk intimiderende overfor alle kritiske holdninger – ja så vil jeg slet ikke vide af den. Lad os få en teologi – eller måske skulle vi bare kalde det ‘fænomenologi’ – der henvender sig til hele livet, og som er villig til at blive prøvet af livet. Det er livet der skal bestemme om vi skal have en teologi, og hvorledes denne teologi skal se ud -

Livet først! er for mig at se teologiens helt store mulighed, for den taler altså anderledes om tilværelsen end fx det socialkonstuktivistiske paradige, den systemteoretiske tilgang, den narrative, den kritiske teoretiske og mange flere af tidens herskende paradigmer. Den fanger nogle livsfænomener og nuancer som disse paradigmer slet ikke er istand til at beskrive. Den tør tale med en normativitet – baseret på mennskets eksistentielle erfaringer – som de empiriske videnskaber slet ikke er i stand til. Den har dermed en kraft i sig som de mangler. Den kan forandre – det kan de ikke!

Med udgangspunkt i livsfilosofien (en filosofisk tradition om livets filosofi) har jeg skrevet lidt om hvordan man skal lede sig selv på jobbet.  Link. Online. PDF.

Jeg peger på 7 livsfilosofiske bud:

1. 1. Kig ud af dit vindue! – find det overskud i livet, der kommer af sig selv
2. 2. Glem dig selv! – glem Maslow. Selvledelse handler ikke om selvets realisering.
3. 3. Gå mere i biografen! – det er et simpelt spørgsmål om dannelse.
4. Giv dig selv til dit arbejde! – selvledelse kan ikke gøres halvhjertet. Det koster dig alt.
5. Bryd reglerne! – Det handler om at finde plads til en revolutionær modstand.
6. Du skal tro! – viden er godt, men ikke nok.
7. Lær at leve med det! – selvledelse er en livslang kamp. En evig anstrengelse.

Ingen skade! Intet problem! Det er faktisk et ret enkelt og iøvrigt meget stærkt princip!

Det er ikke tristheden der gør mig glad, jeg er ikke humør-masochist! Men jeg tænker altid, når jeg ser øv-looket, at det er så trist, og at sådan vil jeg ikke være. Derefter smiler jeg til mig selv, og så bliver jeg glad.

Så tak til de sure. Bliv endelig ved med det!