Eksistens

Man bør reflektere over hvordan man forholder sig til det, man anser som sandhed. Er det dig der har ’sandheden’ eller er det ’sandheden’, der har dig? Hvis vi antager at vidnedsbyrdet om Kristus i Det Ny Testamente er sandt, ja så forpligtes dette vidnesbyrd på alt hvad der er sandt. Det er ikke det sande, der forpligtes på vidnesbyrdet, for det vil i realitetet medføre at vidensbyrdet kommer i usandhed. Sandhed kan ikke vidensbyrdets tjener, det er vidnesbyrdet der må være sandhedens tjener. Hvis Kristendommen er sand, er den ikke over det sande, men under det sande. Hver gang noget viser sig at være sandt, bliver kristendommen på grund af dets sandhedskrav forpligtet på det.
Det er på en paradoksal måde kristendommen selv, med dens radikale sandhedskrav, der installere en relativisering af sig selv. Man kan også sige det på en anden måde, at der hvor kristendommen genkendes som sand har den ikke brug for aggitation. Den der således vil aggitere for kristendommens sandhed afslørere sig selv som ufri i forhold til det sande, og dermed i usandhed.
Er der flere veje til Gud? – Jeg må state med at afvise spørgsmålets præmis. For mig at se er det sandheden der er ekskulderende og Gud der er inkludernede. Når Gud siges at være sand, bliver der tale om en paradoksal forbindelse mellem det inkluderende og det ekskulderende. Denne paradoksale forbindelse gives der ikke nogen let løsning på.

Der er altid kun plads til en alpha-han. Også i Operaen. Jeg tænker bare; Er Hennings Larsens karaktermord på Mærsk McKinny Møller (i hans nye bog) andet end at en alpha-han møder sin over-han? Kongen møder Kejseren!

Følgende klip fra Den Store Danske er vist ikke lige i tidsånden:

esse non videri, (lat. ‘at være, ikke at synes’), Citatet udtrykker en gammel tanke om skellet mellem det ægte og det overfladiske.

Den romerske historiker Sallust siger i Catilina 54.6, ca. 40 f.Kr. om Cato d.y.: esse quam videri bonus malebat ‘han ville hellere være end synes at være en hæderlig person’.

Frederik den Store af Preussen havde esse non videri som sit valgsprog.

Tanken har ligeledes været central for Tycho Brahe, der på sit portræt har skrevet: non haberi sed esse ‘ikke antages for at være noget, men at være det’. Tycho Brahe brugte også varianten esse potius qvam haberi ‘hellere være end antages for at være’. Han udtrykte endvidere tanken med et helt andet billede: medullas non cortices ‘marv, ej bark’.

“Hvis du vil bygge et skib, skal du ikke kalde folk sammen for at købe træ, skaffe værktøj, uddelegere opgaver og organisere arbejdet. Nej, du skal hellere lære folk, at længes efter det store grænseløse hav.”

Antoine de Saint-Exupéry (fransk pilot og forfatter – bla. ‘Den lille prins’)

Efter et par dejlige dage på Rømø med HR-afdelingen kom jeg i tanke om et stærkt ‘Vesterhavsdigt’ af Claus Grymer. Især har denne strofe har indprentet sig i mig:

Man kan tænke mørkt om så meget, men uden for ens mørke lyser virkeligheden i al sin mangfoldighed, ubekendt med de begrænsninger, som man idømmer sig selv at være spærret inde i.

Læs hele digtet her:

Et birketræ og en sky!

Himlen på jorden. Og jorden på himlen.

Efter nogle skyede dage, hvor man følte sig duknakket, som om man bar på den tunge himmel, kan man endelig rette sig op. Befriet. Lyset, der vælder ned over én, gør for en stund alt klart som glas.

Birken, der har sin rod i den græsplæne, hvis dug gør ens fødder våde, står med sin susende krone oppe i universet. Halvskaldet og mavesvær følger man med, så godt man kan.

Bag haven bølger kornmarken, og man mindes Knud Sønderbys længsel efter at have en hånd så stor, at han kunne lægge den ud over kornet og mærke stråene kildre håndfladen.

Endnu længere væk føres man til havet, det “rigtige”, Vesterhavet. En grænseløs morgen som denne er ingenting for fjernt til at være nært — og man ser og hører sagtens bølgerne. Deres skum er hvidt som skyerne over dem — som om skummet er skyer eller skyerne skum.

Vanskeligheden med at adskille det ene fra det andet er netop pointen. Evighed lader sig ikke opdele.

Man står ved birketræet og husker … andre tidlige, lysfyldte morgener, hvor man i ubeskeden længsel efter endnu mere lys, i den blæsende duft af hybenroser ved husene bag klitterne, søgte mod stranden, der øde og blændende i solen tog imod én.

Man kunne slet ikke se sig selv for lys og hav, skum og skyer.

Mystik er dette ikke, men en opdagelse af, hvad man kan nå med sine sanser, hvis man bruger dem.

Den opdagelse har man brug for at få fornyet en gang imellem.

Så optaget kan man være af egne problemer, at man forledes til at tro, at de — og én selv — er det hele. At gå tur er at gå tur i sig selv.

Men pludselig, mens man søvngængeragtigt bevæger sig, åbner det trodsigt indtrængende syn af et birketræ, der rører ved en sky, ens blik for det, som det indadvendt var rettet imod, men ikke så.

Man kan tænke mørkt om så meget, men uden for ens mørke lyser virkeligheden i al sin mangfoldighed, ubekendt med de begrænsninger, som man idømmer sig selv at være spærret inde i.

Mødet med et birketræ og en sky kan være en overrumplende oplevelse, en genfødsel til verden.

At glemme sig selv er at huske, hvor man er.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Som dagens overspringshandling forslår jeg en ændring af sprogopsætningen i Google til Elmer Fjot sprog. Klik på ‘indstillinger’ på googleforsiden og ændre ‘brugerfladesporg’ til fx. Elmer Fjot.

Det vil gøre dig gladere.

I erhvervslivet er man efterhånden ved at være opmærksom på vigtigheden af en ordentlig work-life balance, dvs. en ordentlig balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Man er optaget af at medarbejderen er i stand til at sætte gode grænser for arbejdslivet, for at kunne restituere sig og vende tilbage med ny energi og engagement.

Men, man er dog ikke særlig optaget af kvaliteten af medarbejderens fritidsliv – og det er da nok heller ikke noget som virksomheden kommer godt ud af, at blande sig i! Vi er nok mange, der vil frabede os en sådan indblanding. Alligevel tyder forskning på, at det der med fritidsliv ikke fungerer lige godt for mange af os. Ifølge forskning i menneskers oplevelser af kvalitetstid – den såkaldte flow-teori, der beskriver en tilstand af styrke, tilfredshed og engagement, viser det sig, at det ofte er i arbejdstiden at mennesker scorer højst på flow-barometeret og at flow tilstanden i fritidslivet ofte er langt mindre. Fritidslivet er tværtimod ofte kendetegnet af følelser som passitivitet, svaghed, sløvhed og utilfredshed. (M.Csikszentimihalyi: Flow – Optimaloplevelsens psykologi, Dansk Psykologisk forlag, 2005 s.176ff.)

En forklaring kan være at fritiden ofte er mere ustruktureret end arbejdslivet og derfor kræver langt større anstrengelse for at blive til noget nydelsesfuldt. Den amerikanske sociolog Robert Park bemærkede engang: ”Jeg tror, at den lemfældige brug af vor fritid repræsenterer et af de største spild i den amerikanske tilværelse.” (s.181). Hvis det er rigtigt – som undersøgelsen lægger op til – at vi i almindelighed forpasser muligheden for at nyde livet (at være i flow) i fritiden end i arbejdstiden, kan vi med rette tale om spild af fritid.

Hmm. Måske skulle man låne en af firmaets lean-konsulenter med hjem til en analyse af fritiden?

Karen Marie Diedrichesen følger lidt i samme spor når hun taler om den eksistentielle trøstespisning i bogen ‘Stress – et vilkår i det moderne arbejdsliv?’ (red.: T.Dalsgaard, 2006.s.72) og om social voyeurisme, hvor vi oftere og oftere nyder ’oplevelser’ på anden hånd, ved at ’opleve’ gennem andres oplevelser, fx foran fjernsynet.

Den der lean tanke er nok ikke så god alligevel, for fritiden er vel på en måde kendetegnet af non-performance, og at pendulet ikke bare skal stå i arbejdsmode hele tiden også svinge over i hvilemode. Vi har brug for at sidde rundt om lejerens aftenbål (også den udgave med antenner) og fortælle historier og få fortalt historier om dages sejre og nederlag, så vi kan perspektivere os selv i det store billede og spejle os selv i hinandens billeder.

Tilbage står dog en klar konstatering af, at fritidslivet for mange ikke er lykkelig. Det er et problem, og et problem der gør at et velmenende work-life-balance-program ikke virker efter intentionen!

I øvrigt – rigtig god sommerferie!