Eksistens

Min arbejdsdag i går var anledning til en refleksion over den afstand vi nordboer synes at omgive os med, når vi træder ud i det offentlige rum. Det er som om vi tager ligusterhækken med os.

Jeg skulle til København og tog derfor toget fra Nyborg. Sædvanligvis pendler jeg på arbejde i bil, hvor der jo ikke rigtig er kontakt til andre mennesker.  Ganske vist er vi også jo godt til at passe os selv i togkupeen, alligevel opstår der tit i togets intimitet nogle anledninger til at komme hinanden ved. Det viste sig i går at de to jeg sad ved siden af kendte rigtig meget til min arbejdsplads (logoet på brevpapiret som jeg sad og skrev på afslørede hvor jeg kom fra), og at den ene var tidligere medarbejder hos os og kendte en hel del af mine kollegaer. Det sjove sammentræf blev forstærket af at de samme to igen var med hjemtoget om eftermiddagen, og vi kunne således fortsætte samtalen. Derudover var der en anden bekendt til mig med i samme kupe og jeg følte lige pludselig mig hjemme i toget og havde en underlig fornemmelse af nærvær og overskud. - Jeg kom til at tænke på en film jeg engang så The Secret – om at man tiltrækker det man er fyldt af. Egentlig er hver dag fyldt med rigtig mange anledninger.

  

Dagens pudsige sammentræf blev perspektiveret af samtalen med taxachaufføren på vej fra Hovedbanegården til Sydhavnen. Kl. 9 om morgnen er det ikke taxaerne der venter på kunderne for an hovedbanen, men kunderne der venter på taxaerne. Det tager mellem 15 til 30 minutter at få en bil, og min taxachauffør, der tydeligvis havde kulturelle gener fra sydligere lande, undrede sig stærkt over hvorfor vi kunder bare stod der, hver især passende sig selv. Kunne vi ikke li’ hinanden eller hvad? Hvorfor begyndte vi ikke spontant at organisere noget samkørsel til de forskellige byområder? Hvad blev der af vores sociale kapital – som vi bryster os så meget med? Jeg gav han ret i at en sådan tavs og ordnet kø nok ikke ville finde sted i mange at vore sydligere nabolande.

Der var noget forløsende over min dag i går. Tanken om at vi alle jo hænger sammen på den eller anden måde trængte sig på. Er det muligt for os i vores kultur, at blive bedre til at åbne os op mod de mulighedsrum som hver dag er fyldt af, men som vi så tit forbigår? Er det sådan, at der ligger en grundlæggende frygt i mange af os, der afholder os fra at leve mere nærværende og fuldt? Hvad er det egentlig vi i så fald er så bange for, og hvad kan vi gøre for at ændre det?