Eksistens

Man bør reflektere over hvordan man forholder sig til det, man anser som sandhed. Er det dig der har ’sandheden’ eller er det ’sandheden’, der har dig? Hvis vi antager at vidnedsbyrdet om Kristus i Det Ny Testamente er sandt, ja så forpligtes dette vidnesbyrd på alt hvad der er sandt. Det er ikke det sande, der forpligtes på vidnesbyrdet, for det vil i realitetet medføre at vidensbyrdet kommer i usandhed. Sandhed kan ikke vidensbyrdets tjener, det er vidnesbyrdet der må være sandhedens tjener. Hvis Kristendommen er sand, er den ikke over det sande, men under det sande. Hver gang noget viser sig at være sandt, bliver kristendommen på grund af dets sandhedskrav forpligtet på det.
Det er på en paradoksal måde kristendommen selv, med dens radikale sandhedskrav, der installere en relativisering af sig selv. Man kan også sige det på en anden måde, at der hvor kristendommen genkendes som sand har den ikke brug for aggitation. Den der således vil aggitere for kristendommens sandhed afslørere sig selv som ufri i forhold til det sande, og dermed i usandhed.
Er der flere veje til Gud? – Jeg må state med at afvise spørgsmålets præmis. For mig at se er det sandheden der er ekskulderende og Gud der er inkludernede. Når Gud siges at være sand, bliver der tale om en paradoksal forbindelse mellem det inkluderende og det ekskulderende. Denne paradoksale forbindelse gives der ikke nogen let løsning på.