Eksistens

Efter et par dejlige dage på Rømø med HR-afdelingen kom jeg i tanke om et stærkt ‘Vesterhavsdigt’ af Claus Grymer. Især har denne strofe har indprentet sig i mig:

Man kan tænke mørkt om så meget, men uden for ens mørke lyser virkeligheden i al sin mangfoldighed, ubekendt med de begrænsninger, som man idømmer sig selv at være spærret inde i.

Læs hele digtet her:

Et birketræ og en sky!

Himlen på jorden. Og jorden på himlen.

Efter nogle skyede dage, hvor man følte sig duknakket, som om man bar på den tunge himmel, kan man endelig rette sig op. Befriet. Lyset, der vælder ned over én, gør for en stund alt klart som glas.

Birken, der har sin rod i den græsplæne, hvis dug gør ens fødder våde, står med sin susende krone oppe i universet. Halvskaldet og mavesvær følger man med, så godt man kan.

Bag haven bølger kornmarken, og man mindes Knud Sønderbys længsel efter at have en hånd så stor, at han kunne lægge den ud over kornet og mærke stråene kildre håndfladen.

Endnu længere væk føres man til havet, det “rigtige”, Vesterhavet. En grænseløs morgen som denne er ingenting for fjernt til at være nært — og man ser og hører sagtens bølgerne. Deres skum er hvidt som skyerne over dem — som om skummet er skyer eller skyerne skum.

Vanskeligheden med at adskille det ene fra det andet er netop pointen. Evighed lader sig ikke opdele.

Man står ved birketræet og husker … andre tidlige, lysfyldte morgener, hvor man i ubeskeden længsel efter endnu mere lys, i den blæsende duft af hybenroser ved husene bag klitterne, søgte mod stranden, der øde og blændende i solen tog imod én.

Man kunne slet ikke se sig selv for lys og hav, skum og skyer.

Mystik er dette ikke, men en opdagelse af, hvad man kan nå med sine sanser, hvis man bruger dem.

Den opdagelse har man brug for at få fornyet en gang imellem.

Så optaget kan man være af egne problemer, at man forledes til at tro, at de — og én selv — er det hele. At gå tur er at gå tur i sig selv.

Men pludselig, mens man søvngængeragtigt bevæger sig, åbner det trodsigt indtrængende syn af et birketræ, der rører ved en sky, ens blik for det, som det indadvendt var rettet imod, men ikke så.

Man kan tænke mørkt om så meget, men uden for ens mørke lyser virkeligheden i al sin mangfoldighed, ubekendt med de begrænsninger, som man idømmer sig selv at være spærret inde i.

Mødet med et birketræ og en sky kan være en overrumplende oplevelse, en genfødsel til verden.

At glemme sig selv er at huske, hvor man er.

grymer@kristeligt-dagblad.dk